Jeg har arbejdet professionelt som terapeut med blandt andet stress, traumer, misbrug, depression, og angst i over 20 år. Jeg kender alt for godt til det at lide af kronisk stress og en krop og psyke, som lige så stille begyndte at sige fra.
Jeg har været leder af internationale NGOer i over 20 år og kender til det daglige pres at skulle få en organisation til at fungere. Ferier blev afkortet, arbejdsdage blev alt for lange og ofte røg der også lige en nat. Der var personale udfordringer, finanskriser, skiftende regeringer og prioriteter og meget andet, som jeg skulle forholde mig til, før jeg kunne holde fri. Jeg kender også til et par stressende perioder med arbejdsløshed, hvor det var svært at få økonomien til at hænge sammen og se at fremtiden havde noget godt at byde på.
I 2009 sagde sindet fra. Jeg fik en depression og over de kommende år forhøjet blodtryk og andre følgesygdomme. Det føltes, som om korthuset blev ved med at vælte. Hver gang jeg troede, at nu var jeg på den anden side af en udfordring med mit helbred, så kom der et par nye, som skulle fikses. Jeg havde svært ved at sove, misforstod hvad folk sagde til mig, tog også andres problemer på mig og følte at alt var min skyld. Det var opslidende for mine kollegaer, min familie og mig selv.
Stress, smerte, manglende søvn og sygdom ledte til en hård opbremsning. Det var tid til at få nogle bedre vaner, lære nyt og prøve nye ting. 2009 blev året, hvor jeg seriøst begyndte at omlægge mit liv. Senere omlagde jeg også min kost, og i årene som fulgte tog jeg nogle af mit livs største beslutninger, som bl.a. resulterede i, at jeg flyttede fra England tilbage til Danmark og startede forfra i 2016.
Mine behandlinger, undervisning og foredrag tager udgangspunkt i mine egne voldsomme oplevelser af, hvad det koster at overse faresignalerne for mig selv og dem omkring mig. Derudover har jeg en masse uddannelse, kurser og international erfaring, som giver mig et godt fundament til at skabe forandring.
Jeg glæder mig til at se dig
Arno
Medlem af:
Copyright © All Rights Reserved